Husk 100 km parløb og præsentation af Par nr. 7 onsdag

Onsdag er det tid til årets sidste store cykelbegivenhed, når det traditionelle nytårsstævne afvikles i Ballerup Super Arena. I år har stævnet fået den ekstra dimension, at der køres et internationalt 100 km parløb som en generalprøve på 6-dagesløbet sammen sted til februar.

Hvem skal være Par nr. 7 i det 54. københavnske 6-dagesløb? Dette spørgsmål har længe være diskuteret i det danske cykelmiljø og på de sociale medier. Det ligger fast, at Alex Rasmussen skal være en del af det berømte par for niende gang, hvilket i øvrigt er rekord. Men endnu er det ikke offentliggjort, hvem der bliver makker med den firedobbelte verdensmester i parret, der skal køre med 7-tallet på ryggen.

Par nr. 7 og to øvrige toppar til 6-dagesløbet bliver præsenteret onsdag i forbindelse med stævnet i Ballerup Super Arena. Dette sker som første punkt på aftenens program. Senere skal de tre par blandt andet dyste i et meget stærkt besat 100 km parløb.

I parløbet deltager naturligvis danske profiler som Alex Rasmussen, Jesper Mørkøv, Marc Hester og Michael Mørkøv. Men også unge danske talenter som Mathias Krigbaum, Elias Helleskov Busk og Mads Pedersen. Desuden deltager blandt andre belgiske Jasper De Buyst, der to gange har vundet det prestigefyldte 6-dagesløb i Gent, og den polske europamester i pointløb, Wojtek Pszczolarskii. der kører sammen med landsmand og EM-bronzevinder i scratch Adrian Teklinski. I alt deltager der ryttere fra syv forskellige nationer i løbet.

Bliver rekorden slået?
100 km svarer til 400 omgange på cykelbanen i Ballerup, så det er noget af en udfordring, der venter rytterne onsdag. Tidligere var det normalt at køre jagter over 100 km i forbindelse med 6-dagesløb i Forum og på andre baner i Europa. Men de lange jagter gik på et tidspunkt af mode, og sidste gang distancen blev kørt i Forum var i 1989, hvor legendariske Danny Clark og Jens Veggerby sejrede.  I 2012 valgte den daværende 6-dagesarrangør Henrik Elmgreen at markere, at det var hans sidste 6-dagesløb som ansvarlig ved at sætte netop en jagt over 100 km på programmet. Jagten blev fantastisk spændende, og blev afgjort efter en meget tæt spurt mellem belgiske Iljo Keisse, der havde danske Marc Hester som makker, og danske Alex Rasmussen, der kørte som Par nr. 7 med Michael Mørkøv. Keisse vandt med få centimeter. Vindertiden for jagten var i øvrigt elleve sekunder hurtigere ned, da de belgiske legender Eddy Merckx og Patrick Sercu blev europamester over distancen i Forum i 1977. Rekorden for distancen indehaves dog af australske Reginald Arnold og italienske Ferdinando Terruzzi, der i 1960 vandt i Forum i tiden 1 time, 52 minutter og 13 sekunder! Det bliver spændende at se om denne rekord bliver slået onsdag i Ballerup.

Ved onsdagens stævne afholdes også en række øvrige løb heriblandt Kim Refshammers mindeløb. Se hele aftenens program på http://cykelbanen.dk/wp-content/uploads/2015/12/Program-30dec.-2015.pdf.

Husk at der er adgang for to personer ved fremvisning af DBC medlemskort.