Gert Frank 60 år!

Gert Frank er den bedste danske 6-dagesrytter gennem tiderne! Det slog Dagbladet BT fast efter en panelafstemning op til årets 6-dagesløb. Den slags afstemninger skal altid tages med et gran salt, da det er uhyre svært på en fair måde at sammenligne ryttere fra forskellige epoker. Gert selv tager da også kåringen med et smil og et beskedent forbehold.

Men helt galt er det nu nok alligevel ikke, for Gert var i sine bedste år i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne ikke alene Danmarks bedste 6-dagesrytter men også blandt de allerbedste internationalt, i en epoke der talte navne som Patrick Sercu, René Pijnen og Danny Clark.

Én ting hersker der imidlertid ikke den mindste tvivl om: Knægten med de umiskendelige jyske rødder fylder tirsdag 15. marts 60 år!

Allerede som 20-årig var han med til at vinde OL-bronze i Montreal i den svære disciplin 100 km holdløb sammen med veteranerne Jørgen Emil Hansen, Verner Blaudzun og Jørn Lund. Få måneder efter var han professionel og debuterede i 6-dagesløbet i Gent med selveste Ole Ritter, og minsandten om ikke parret blev nr. 5, blot to omgange efter vinderne Clark – Allan.

Det blev starten på en formidabel karriere på vinterbanerne. Han kørte 141 6-dagesløb og vandt de 20. Legendarisk var hans makkerskab med Hans-Henrik Ørsted. Seks 6-dagessejre og to europamesterskaber i parløb vandt de sammen i løbet af ganske få sæsoner, og alle vi, der fulgte med den gang, er enige om, at det kunne være blevet til meget mere, hvis kemien havde passet lidt bedre… Ud over EM-titlerne i parløb vandt Gert også EM-guld i Omnium og i dernypace.

Cykelsporten fylder stadig meget i Gerts tilværelse. Begge hans sønner, Phillip og Martin, har kørt cykelløb. Martin kører stadig og har to gange været dansk juniormester i sprint.

Selv har Gert igen fundet op på cyklen, men nu er cyklen med hjælpemotor. Han er en af de bedste pacere i DBC’s dernykorps i Ballerup Super Arena.

Et stort til lykke til en mand, der i den store tid gav det danske publikum store oplevelser på de hjemlige vinterbaner i Forum og Herning, og som var respekteret og frygtet af de bedste overalt i Europa.

 

Rico