DBCs kasserer Inge Lise Lieberoth runder 70 år

Fredag den 1. april runder Inge Lise Lieberoth  70 år – og trods datoen er det ikke en aprilsnar!  Inge Lise blev valgt til DBCs kasserer i december 1997, og hun har siden passet funktionen med stor omhu. Oprindelig var og er Inge Lise fodbold-fan (FCK), men hun  kom ind i cykelsporten gennem sin mand, Niels Jørgen Lieberoth, der var formand i DBC-Turisterne frem til sin død i 2004.

Man går sjældent forgæves, hvis man spørger Inge Lise om hjælp til andre opgaver, og hun er da bl.a også at finde i Billetkontoret ved DBCs stævner i Ballerup Super Arena – ligesom hun har været løbsofficial og passet køkken under 6-dagesløb. I det civile liv er Inge Lise ansat hos Skat, men fratræder her i foråret efter mere end 50 år hos etaten. Så mange år bliver det nok ikke til hos DBC, men hun er ved fuldt mod på at fortsætte i kasserer-embedet i nogle år fremover.

DBC ønsker et stort til lykke med den runde dag.

Ole Kjeldsen