Brian Dandanell med flere har rundet 50 år

Der har været gang i de runde 50-års fødselsdage blandt DBCs medlemmer med tilknytning til banesporten her sidst i juli måned.

I dag den 30. er det træner og tidligere eliterytter Brian Dandanell der fylder rundt. Brian har en lang banekarriere i 80’erne og 90’erne bag sig med flere danmarksmesterskaber i sprint samt internationale Grand Prix-sejre, ligesom han har en 5. plads ved VM i sprint for professionals i 1992. Fra i år har Brian slået sig ned på Mallorca og ernærer sig som udlejer af landevejscykler til turister.

For en god uges tid siden den 21. var det Kenneth Berner der fyldte 50. Kenneth, der både er rytter og træner, har pudsig nok for et halvt års tid siden overtaget flere af Brian Dandanells træneropgaver på banen, og så har Kenneth i øvrigt en fortid som elitemellemdistanceløber. Samme dag rundede også Claus Jørgensen de 50. Claus er en flittigt trænende masterrytter på banen, hvilket også har medført pæne løbsresultater. Og endelig få dage forinden den 18. juli fyldte Kenneth Bering 50 år. Kenneth var en fantastisk løbsrytter i Forum og i Ordrup, hvor han bl.a. var topscorer på statestikken i 1984 og 1985, ligesom han som junior vandt VM-bronze i pointsløb i 1981.