William Rimkratt-Milkowski dansk mester i sprint 2017

podiedmsprint

DBCs William Rimkratt-Milkowski blev torsdag aften dansk mester i sprint for tredje år i træk og fjerde gang i alt.

Rimkratt-Milkowski var helt suveræn på en aften, hvor den danske U19-mester Jakob Joensen måtte melde fra grundet sygdom. I den indledende tidskørsel satte DBC-rytteren dansk rekord på dansk grund med 10,614 sekunder. Den tidligere rekord lød på 10,643 sekunder og blev sat af Lars Brian Nielsen på Ordrupbanen i 1995!

I finalen besejrede Rimkratt-Milkowski overraskelsen Tim Bendtsen i to sikre heat. Kampen om bronzen blev vundet af aarhusianske Rasmus Søgaard, der over tre heat besejrede den hurtige landevejsrytter Rasmus Bøgh Wallin. Opgøret om femtepladsen blev vundet uden problemer af Rasmus Nejrup.

Suveræn parløbssejr til Stokbro/Kron
Men der blev også kørt masser af andre cykelløb torsdag i Ballerup Super Arena. A-feltets udskilningsløb blev vundet suverænt af verdens bedste U19 rytter Julius Johansen foran den på banen tilbagevendte Mathias Krigbaum. Johansen vandt også et hårdt kørt scratch. Denne gang foran unge Frederik Wandahl.
Dagens afsluttende parløb blev vundet af dagens par nr. 3, Andreas Kron/Andreas Stokbro. Parret endte på suveræne 68 point efter at have erobret en omgang og dermed 20 point. Nr. 2 blev U19-verdensmesterne Julius Johansen/Mathias Larsen med 37 point. Tredjepladsen blev besat af de rutinerede NIki Byrgesen/Niklas Eberhardt med 25 point.

Se dagens resultater her.