Folsach suveræn til DM + resultater

Casper Folsach vandt kongedisciplinen ved bane-DM, herrernes pointløb, der søndag blev afviklet i Ballerup Super Arena. Casper Pedersen var hurtigst på 1000 meter, mens Kamilla Sofie Vallin vandt to guldmedaljer hos damerne.

Casper Folsach vandt et hæsblæsende DM i scratch over 15 km. Den danske landsholdsrytter var tidligt i løbet i et udbrud på i alt syv ryttere, hvor alle løbets favoritter sad. Denne gruppe vandt uden synderlige vanskeligheder en omgang.

Omkring halvvejs i løbet kørte Casper Folsach alene væk fra feltet og hentede nogle af de ryttere, som var angrebet tidligere i forsøget på at hente syvmandsgruppen. Af dem var det kun Mathias Lindberg, der kunne hænge med, da Folsach viste stor styrk og vandt sin anden omgang i løbet.

Dermed var han alene i front af løbet, og det formåede han at holde hele vejen. I spurten om de resterende medaljer var det ikke overraskende Casper Pedersen, der var hurtigst og vandt sølv, mens Simon Bigum kørte sig til bronzen.

Også guld i forfølgelsesløb

Tidligere på dagen havde Casper Folsach også sikret sig guldet i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb, hvor han i finalen slog veteranverdensmesteren Henrik Scharling.

Folsach havde været otte sekunder hurtigere i kvalifikationen, og derfor satsede Scharling på at hente sin modstander tidligt med et hårdt udlæg. Selvom han kom noget foran til at begynde med, så lykkedes det ikke, og Folsach kunne i stedet indhente en træt Scharling. Bronzefinalen blev vundet af Mathias Linderod.

To guldmedaljer og en verdensrekord

I damernes pointløb blev det et meget spændende opgør mellem Janni Bormann og Michelle Quaade. Bormann vandt de to første af i alt otte spurter, men så var det, som om hun blev noget træt. Efter sjette spurt var Quaade dermed kommet tre point foran, men med sejre i de sidste to spurter sikrede Bormann sig guldet på en målfotoafgørelse i sidste spurt. Amalie Winther Olsen fik bronze.

Også i sprint vandt Bormann over Quaade, da de to mødtes i finalen. Bormann åbnede fra spids, og begge gange blev det for svært for Quaade at komme forbi. Janni Bormann er regerende veteranverdensmester for damer 50-54 år og holdt også verdensrekorden i 200 meter på 12,310 sekunder. Den tid slog hun imidlertid i kvalifikationen, hvor hun kørte i 12,271. Også i sprint vandt Amalie Winther Olsen bronze.

Frederik Rodenberg i imponerende tid

I junior herrernes 1000 meter på tid var Frederik Rodenberg Madsen den hurtigste med en tid på tid 1.04,759, hvilket er det hurtigste et junior-DM nogensinde er vundet på. Daniel Hartvig blev nummer to med 1.05,498, mens Frederik Bohe tog bronze i tiden 1.07,085.
Junior herrerne indledte også konkurrencen i sprint, hvor de fire semifinalister blev fundet. De skal afgøre mesterskabet i morgen. Rasmus Bøgh Wallin møder Martin Frank i den ene semifinale, der bliver en gentagelse af sidste års finale. Den anden semifinale står mellem Anders Fynbo og Timothy Bertol Hansen.

Casper Folsach vandt kongedisciplinen ved bane-DM, herrernes pointløb, der søndag blev afviklet i Ballerup Super Arena. Casper Pedersen var hurtigst på 1000 meter, mens Kamilla Sofie Vallin vandt to guldmedaljer hos damerne.

Efter to guldmedaljer ud af lige så mange mulige lørdag var Casper Folsach favoritten til at vinde den mest prestigefyldte DM-disciplin, herrernes pointløb over 40 km med 16 spurter undervejs. Og på den lange distance viste Folsach sig også som den stærkeste.

Tidligt i løbet vandt otte ryttere en omgang, hvor alle de forventede topnavne var iblandt. Folsach viste dog stort overskud ved at lade sig falde tilbage fra gruppen, da de næsten var oppe og ventede på at vinde den efterfølgende spurt for at optimere sin pointhøst.

Som løbet skred frem skilte Casper Folsach og Casper Pedersen sig ud i toppen af stillingen med Jesper Mørkøv, Rasmus Bøgh Wallin og Simon Bigum lidt efter. Med syv kilometer tilbage satte Casper Folsach dog trumf på med et soloangreb, som rytterne i toppen af stillingen ikke kunne svare på. Daniel Hartvig og Casper Juel Jensen udnyttede det til at køre væk og senere komme op til Folsach. Sammen vandt de tre en omgang.

Hartvig var også med til at vinde omgangen tidligt i løbet, og han kørte sig frem til løbets tredjeplads med den manøvre efter Casper Pedersen og med suveræne Casper Folsach i front. De sidste spurter ændrede ikke på det, og Folsach tog sin tredje DM-guldmedalje denne weekend.

Casper Pedersen hurtigst på 1000 meter

Elite herrerne skulle også afvikle DM i 1000 meter på tid. Det blev en favoritsejr til Casper Pedersen, som dermed vandt sin første elite-DM-titel. Pedersens tid på 1.04,955 var lidt over halvandet sekund hurtigere end Casper Folsach på andenpladsen, mens Henrik Scharling på tredjepladsen blot var 55 millisekunder efter Folsach.

Vallin bedste dame

Også damerne skulle afgøre to danske mesterskaber. I scratch var Kamilla Sofie Vallin den stærkeste. Efter to mindre angreb undervejs satte hun med to omgange tilbage et angreb ind, som ingen af konkurrenterne kunne svare på og vandt fortjent guldet. Amalie Winther Olsen overspurtede Michelle Quaade i kampen om sølvet.

I 3000 meter individuelt forfølgelsesløb var Vallin også den bedste. I finalen indhentede hun Olsen, men fik lov at fortsætte i forsøget på at sætte en god tid. Med tiden 3.46,843 var det meget godt, da det blev ny personlig rekord.

Juniorguld til banedebutant og legendes søn

Junior herrernes kørte også 3000 meter individuelt forfølgelsesløb. Her gik sejren i finalen til Niklas Larsen, der med tiden 3.23,734 slog Julius Johansen. Dette var ganske godt gået af Larsen, der kørte sin første konkurrence på en cykelbane. Han er dog ikke ueffen i tempokørsel, da han er regerende dansk juniormester i enkeltstart. Bronzefinalen vandt  Mikkel Bjerg.

Martin Frank, søn af den tidligere top-banerytter Gert Frank, vandt junior-DM i sprint efter finalesejr over Anders Fynbo. Fynbo var ellers kommet bedst fra start, da han i deres første duel spurtede indenom og forbi en uopmærksom Frank på en af langsiderne. I anden duel gjorde Frank dog det samme mod Fynbo, mens tredje duel blev en tæt spurt, hvor Frank vandt med 4 centimeter. Timothy Bertol Hansen tog sidste plads på podiet efter sejr i bronzefinalen over Rasmus Bøgh Wallin.

Resultater: Klik her

Fotos dag 1: JuelFT

Fotos dag 2: JuelFT

 

Share