Category Archives: DBC Nyt

Du skal tilmelde dig Derny-træning den 19. og 27. oktober

Af hensyn til antallet af pacere, der skal møde frem på dagene skal man tilmelde sig Derny-træningen lørdag den 19. oktober og søndag den 27. oktober.
Dette gøre ved at skrive til på den seddel, der hænger på døren indtil mekaniker Steen Hammel.

Tidl. DBC-formand Jørgen Lund er død

DBC’s medlem nr. 3 og tidl. formand Jørgen Lund er død, 82 år gammel. Så sent som ved DBC’s generalforsamlingen 30. september i år var han til stede, men da var det tydeligt, at sygdommen havde alvorligt tag i ham.

Af Henrik Elmgreen

Jørgen Lund var en markant Ordrupbanerytter i den store tid i 1950’erne og 1960’erne, hvor publikum valfartede til Ordrupbanen. Jørgen Lund var begynder i 1955, og kørte frem til 1968. Landevejen interesserede ham ikke så meget, det var Ordrupbanen med de korte handicaps og linjeløb, der var hans gebet. Som næsten alle baneryttere dengang var han også fascineret af sprintet, men selv måtte han som oftest nøjes med at være lige efter de bedste. En ”stjernestund” havde han dog i 1961, hvor han på åbningsdagen slog ”stjernerne” Flemming Jensen og Preben Duckert i sprinterfinalen.

Efter karrieren var Jørgen Lund i en årrække en kompetent løbskommissær på Ordrupbanen, og da Thorkild Madsen i 1974 ønskede en pause fra formandsposten, trådte Jørgen Lund ind som DBC’s formand i perioden 1974 – 1976.
En overgang drev han cykelforretningen Gerhards Import i Herlev.

Jørgen Lund var en mand med sine meningers mod, og han kunne godt af og til skille vandene, men ingen kunne tvivle på hans stærke kærlighed til banesporten og Dansk Bicycle Club.

Bisættelsen finder sted fra Ledøje Kirke lørdag 26. oktober kl. 11.

Michael Sandstød æresmedlem i DBC

Den nu afgået formand for DBC, Michael Sandstød, blev på mandagens generalforsamling, udnævnt til æresmedlem i DBC, og fik æresnålen overrakt af næstformand Tonny Møller Jensen. Sandstød har været formand for DBC i 14 år, og været med til at trække klubben gennem en imponerende udvikling. DBC takker Michael Sandstød for en fantastisk arbejdsindsats i klubben, og glæder os til fortsat at se dig i forskellige funktioner i DBC.

Dermed er der fire nulevende æresmedlemmer i DBC. Disse fire er Henrik Elmgreen, Ole Kjeldsen, Inge Lise Lieberoth og altså Michael Sandstød.

Ny bestyrelse i DBC

DBC har mandag fået ny bestyrelse. Den består nu af nyvalgt formand Bjarne Kratholm, næstformand Tonny Møller Jensen, Hanne Malmberg, Jimmi Madsen, de nyvalgt bestyrelsesmedlemmer Tina Dideriksen og Christian Ranneries, sportschef Kenneth Røpke, kasser Inge Lise Lieberoth samt rytterrepræsentant Jørgen Sørensen.

Tillykke med valget.

Tid til generalforsamling

Mandag afholdes DBCs generalforsamling i Kay Werner Lounge i Ballerup Super Arena.

DBCs Årsberetning med indkaldelse og dagsorden kan læses på dette link.

Håber vi ses i aften.

DBC og Claus Dalsgaard a/s giver DBCs medlemmer gratis adgang til Danish Bike Award

Det er lykkedes for DBC at forhandle en aftale på plads med Danish Bike Award, der sikrer en gratis billet til alle DBC-medlemmer til prisuddelingsshowet, der afvikles i Ballerup Super Arena den 15. november. Aftalen er sponsoret af El-installatør virksomheden Claus Dalsgaard a/s.

“Super fedt at vi kan tilbyde vores medlemmer denne ekstra fede oplevelse. Danish Bike Award hylder dansk cykelsport og leverer altid et lækkert show. En god cykelrelateret oplevelser, der giver ekstra værdi til et medlemsskab hos DBC. Det er bare om at få meldt sig ind”, forklarer Kenneth Møller Kristensen fra DBC, og henviser til at man for blot kr. 300,- kan blive passiv medlem hos DBC, få adgang til alle stævner i Ballerup Super Arena, minus Nytårsstævnet, og nu altså også opleve Danish Bike Award.

“Vi er glade for muligheden for at give DBCs medlemmer denne ekstra oplevelse. Vi vil gerne være med til at tilføre værdi til den lokale cykelklub og de mange aktiviteter de driver i Ballerup Super Arena”, lyder det fra Claus Dalsgaard.

Danish Bike Award holder i år 10 års jubilæum, hvilket altså fejres med at afholde dette i  i dansk banecyklings svar på Mekka, Ballerup Super Arena. Tolv priser bliver uddelt på dagen, og det hele bliver styret fra scenen af Chris Anker Sørensen og Dennis Ritter.

Du kan blive passiv medlem af DBC, Danmarks ældste og største cykelklub, ved at sende navn, adresse, tlf. nr og fødselsdato til dbc@cykelbanen.dk og betale kr. 300,- på mobilepay 89013.

Din billet til Danish Bike Award bestiller du ved at sende en mail til dbc@cykelbanen.dk. Deadline er den 8. november.

Bestil ekstra billetter til dine cykelvenner og få DBC rabat på kr. 45- pr. billet (pris kr. 100,- + gebyr) via  https://billetto.dk/e/danish-bike-award-2019-billetter-382239

Jørgen Sørensen genvalgt som rytterrepræsentant

Mandag aften var der valg af rytterrepræsentant til DBCs bestyrelse. Jørgen Sørensen blev genvalgt for en ny periode. Tillykke med valget og tak for den store indsats.

Indbydelse til eliteidrætsaften

Se indbydelse til eliteidrætsaften.