Daily Archives: 8. november 2019

Endnu en succesfuld aften i Ballerup Super Arena

Danmarks største og ældste cykelklub, DBC, afviklede torsdag aften sæsonens andet stævne i Ballerup Super Arena.

Torsdag blev der blandt andet afviklet historiens første DM i Dernypace, Andreas Byskov Sarbos Mindeløb, sprint, parløb og meget andet. Som ved sæsonens første stævne var der igen torsdag pænt besat med tilskuere i Danmarks største cykelarena.

DM Dernypace blev afviklet over to kvalifikationsheat og en finale på 30 km. Det blev fynske Robin Skivild, paces af Rene Dupont, der sejrede efter et sent angreb, hvor det lykkedes at passere Oliver Wulff Frederiksen pacet af Dan Schwartz.

Dagen sprint blev suverænt vundet af den danske mester William Rimkratt-Milkowski, der i finalen slog DBC-holdkammerat Tim Bendtsen.

Det første Andreas Byskov Sarbos Mindeløb var et scratch over 5 km. Frederik Egehus sejrede foran Ludvig Wacker og William Blume. Andreas Byskov Sarbo døde tidligere på året efter at være blevet påkørt i forbindelse med Tour de Himmelfart i Odder. Egehus blev den første til at modtage en nyindstiftet vandrepokal.

Aftenen blev afsluttet med parløb. Hos eliten var det Robin Skivild og William Blume der sejrede ved at være eneste par til at erobre en omgang. Andenpladsen gik til Arne Birkemose og svenske Gustav Johansson, der scorede 15 point, mens Marckus Njor og Lucas Gude blev nr. tre med 10 point.

Næste DBC-stævne er EliminationsNight den 21. november. Den 19. december afvikles DM i parløb og den 28. december det store nytårsstævne med 100 km parløb.

Se resultater fra torsdagens stævne i Ballerup på dette link.

Robin Skivild historiens første dansk mester i Dernypace

Fynboen Robin Skivild blev torsdag aften kåret som historiens første danske mester i Derny Pace. Dette foregik i Ballerup Super Arena, hvor der blev kørt over to kvalifikationsheat og en finale på 30 km med ni deltagere.

Skivild blev pacet af Rene Dupont, der tidligere er blevet europamester, med Jesper Mørkøv, i disciplinen.

Finalen udviklede sig til et tæt opgør mellem fire ryttere. Oliver Wulff Frederiksen, der netop har kørt 6-dagesløb i London, lagde sig hurtigt i spidsen, og førte længe DM-løbet. Med omkring ti omgange igen angreb Skivild og Dupont, og lykkedes med at komme forbi Wulff Frederiksen, der sammen med pacer Dan Schwartz altså måtte nøjes med sølvmedaljer.

Bronze gik til Rasmus Bøgh Wallin, der blev pacet af Michel Rasmussen.

To gange tidligere er der afviklet EM i Dernypace i Ballerup Super Arena, men torsdagens løb var det første officielle danske mesterskab i disciplinen nogensinde.

Resultater fra torsdagens stævne

Se resultater fra torsdagens stævne i Ballerup på dette link.