7érne sejrede i suveræn stil i Ole Ritters æresløb

7érne sejrede i suveræn stil i Ole Ritters æresløb

Torsdag aften var flere af Danmarks bedste cykelryttere i aktion på de skrå træbjælker i Ballerup, da Ole Ritters Æresløb fandt sted.

Her var der hele tre UCI-løb på menuen, hvor der var vigtige UCI-point på spil frem mode VM næste år, som afvikles i Ballerup Super Arena. Derfor var det også en stærk startliste, der havde fundet vej til arenaen denne torsdag.

Først satte Niklas Larsen en tyk, fed streg under, hvorfor han er en af de absolutte topkandidater til at komme med banelandsholdet til OL til sommer i Paris. Danskeren sejrede i UCI-scratchløbet, selvom han fik kamp til stregen af Tobias Aagaard, der kom med en dugfrisk sejr fra Schweiz på banen i bagagen. Han kunne dog ikke fravriste stærke Niklas Larsen sejren.

Herefter stod den på et brag af et UCI-udskilningsløb, hvor danske Tobias Aagaard, der er tidligere junioreuropamester i disciplinen, viste sin store klasse, og besejrede norske Karsten Feldmann, mens Julius Johansen også viste stærk kørsel undervejs og tog sig af tredjepladsen.

I løbet af aftenen blev hovedpersonen, det hele drejede sig om, også hyldet. Det skete ved en ceremoni på inderkredsen, hvor Ole Ritter blev hyldet for sin lange, flotte karriere, hvor han blandt andet nåede at sætte timerekord på banen. Ole Ritter modtog publikums hyldest.

Så ventede aftenens store højdepunkt, som Ole Ritter selv fik lov at skyde i gang. UCI Parløb over 160 omgange. Allerede før løbet blev skudt i gang, fik vi dog en smule dramatik, da Theodor Storm i par nummer 7 måtte trække sig. Ind kom i stedet en velkørende Tobias Aagaard, og det skulle vise sig at være en rigtig god idé.

Tobias Aagaard og Niklas Larsen i par nummer 7 var nemlig særdeles velkørende og levnede ikke modstanderne de store chancer. Par nummer 6 med Carl-Frederik Bévort og Frederik Rodenberg forsøgte ellers at byde 7erne op til dans, men der var aldrig tvivl om udfaldet i parløbet, som Niklas Larsen og Tobias Aagaard dominerede fra start til slut og tog en suveræn sejr.

Se det komplette resultat her: Resultat 30. nov.

Af Niels Nedergaard

Foto Jesper Skovbølle

Husk at få købt dine billetter til nytårsstævnet den 28. december.Billetsalg

Share