Team Change

Team Change er et cykelhold for kvinder. Vi træner fast på landevejene hver mandag 17.30-19.30 fra start april til slut september. Alle kan være med.
Vi har uddannede holdkaptajner, der planlægger og styrer træningen, og vi træner i tre forskellige grupper: begyndere, øvede og meget erfarne. Det eneste krav vi stiller er, at du skal køre på en racercykel og selvfølgelig have cykelhjelm på.

Sikkerhed i centrum
Vi tager sikkerheden på landevejene meget alvorligt. Vi træner kommandoer og teknikker, så vi kan hjælpe hinanden på ruten, og vi kører altid ud sammen og hjem sammen. Ingen bliver efterladt. Hvis der er en der punkterer eller får en anden defekt, så hjælper vi hinanden med at få cyklen ordnet.
Hvis du vil prøve at køre med, så bliv medlem af vores Facebookgruppe. Her bliver alle vores træninger slået op. Du må meget gerne køre med et par gange, inden du beslutter dig for, om det er noget for dig.

Bliv medlem af DBC Ballerup
Team Change er en del af DBC Ballerup, der holder til ved Ballerup Super Arena. Det koster 500 kr. om året at være medlem af Team Change.
Du kan melde dig ind her:
Med dit kontingent bidrager du til at udvikle teamet, uddanne nye holdkaptajner, og du kan deltage i forskellige temaarrangementer. Du kan også komme gratis til nogle banestævner. (alm. torsdagsstævner).

Fra to til rigtig mange på ganske få år
Historien om Team Change, er en dejlig fortælling om passion for cykelsporten, fællesskab og lysten til at udfordre sig selv og udvikle sig sammen med andre. Hanne Malmberg og Henriette Rald tog initiativet tilbage i juni 2018, og et år senere var der over 50 medlemmer. I dag er vi mange flere. Nogle meget aktive andre mindre, men alle tager del i et skønt fællesskab, der bare vokser og vokser.
Teamet er kun for kvinder og udvikler sig hele tiden. I august 2019 blev der uddannet de første 9 holdkaptajner, og teamet begyndte at træne på tre niveauer. Hold 1 for begyndere eller ryttere med tunge ben på dagen, hold 2 for øvede og hold 3 for dem der har lyst til at give den fuld gas på fart eller distance eller begge dele. Der er uddannet yderligere kaptajner både i 2021 og 2022 og flere kommer løbende til.

Mange aktiviteter

Team Change afholder sit eget motionscykelløb kun for kvinder søndag d. 1. september 2024. Du kan tilmelde dig: https://www.sportstiming.dk/event/13367
Team Change deltager også i diverse andre cykelløb i løbet af året. Desuden arrangerer klubben en årlig tur til Mallorca – en Sverigestur og i løbet af vintersæsonen bliver der arrangeret Gravelture i vores nærliggende skove og Zwiftture på hometrainere.
Facebookgruppe.

Share