Kurt Bork Christensen er død

Kurt Bork Christensen

Mangeårig formand for Værløse-Farum CK og kasserer i Danmarks Cykle Union, Kurt Bork Christensen er død, onsdag aften 6. maj, 76 år gammel.

Kurt var i en årrække på det nærmeste identisk med klubben i Værløse. Også på unionsplan spillede han i en periode en central rolle. Som kasserer i Danmarks Cykle Union efterfulgte han i sin tid den legendariske Carl Dencher, og der skulle netop en mand af Kurt kaliber til at fylde hans bukser ud. I en periode dannede han og Jens Lindblom ”par” i toppen af dansk cykelsport som henholdsvis formand og kasserer.

Kurt var altid nøgtern og ligefrem og han gik altid efter de konkrete løsninger. Udover sit engagement i cykelsporten var han også en fremtrædende lokalpolitiker i Værløse Kommune, senere Furesø. Han var i en periode viceborgmester.

Han var en stor mand i mere end én forstand. Han var skarp, når det skulle være, men også gemytlig og når der var tid til det.

Der er mange kedelige mennesker i denne verden, Kurt var ikke én af dem.

Rico