I 1977 opstod der ved det københavnske 6-dagesløb i Forum noget helt unikt. Et Mini 6-dagesløb for ryttere mellem 12 og 14 år. Noget der ikke findes andre steder i verden. Bagmanden var den tidligere 6-dagesrytter Otto Olsen.
Mini 6-dagesløbet rykkede med fra Forum til Ballerup Super Arena, da det første 6-dagesløb blev kørt der i 2002. Her finpudsede cykelklubben DBC konceptet, så det udviklede sig til en enorm vigtig del af talentudviklingen i dansk cykelsport. Listen af verdensklasseryttere, der har været en del af dette projekt er meget lang. Ryttere som Rolf Sørensen, Jimmi Madsen, Marc Hester, Michael Mørkøv, Michael Rasmussen, Tayeb Braikia, Frederik Rodenberg, Casper Pedersen og Andreas Kron og Andreas Stokbro har gjort sig i Mini 6-dagesløbet og Mini 3-dagesløbet.
Da 6-dagesløbet i Ballerup lukkede efter 2019-udgaven tog DBC Mini-løbet med over i det nye 3-dagesløb. Fra den 12. til 14. november kan du dermed opleve fremtidens dansk cykelstjerner i Ballerup Super Arena, når udgave nr. seks af DBC Ballerups 3-dagesløb køres. Mini 3-dagesløbet, dansk cykelsports vugge, præsenteres af Fiskers Mureservice. Der forventes mellem 12 og 14 par til start, og meldingen fra DBC Ballerup er at niveauet er højt i år.
DBC Ballerups 3-dagesløb er 6-dagestemning over tre dage i den smukke Ballerup Super Arena. Husk at få købt din billet via Billetsalg.dk ApS. Få Stemning og fest, verdensklasse cykling og oplev fremtidens cykelstjerner.
Tekst: Kenneth Møller
Foto: Jesper Skovbølle

