Dansker får 6-dagesdebut i udlandet

Elias Helleskov Busk får sin professionelle debut i et 6-dagesløb i Berlin. Han troede egentlig, at han skulle køre U23-udgaven af Berlins 6-dagesløb, UIV Cuppen, men i stedet bliver det i de professionelles felt, at Elias Helleskov Busk er at finde, når det 6-dagesløbet i den tyske hovedstart starter på torsdag.

”Da jeg fører UIV Cuppen samlet sammen Simon Bigum, og Berlin er sidste afdeling, regnede jeg med at skulle køre der. Jeg stod ikke på startlisten og fik Jimmi Madsen (6-dagesløbet i Københavns sportschef, red.) til at undersøge det. Det viste sig, at en af de professionelle ryttere havde meldt fra med sygdom, og jeg kunne komme med der i stedet. Det glæder jeg mig virkelig meget til,” forklarer Busk om sin pludselige deltagelse.

Skal lære før København

Busk får dermed mulighed for at lære et professionelt 6-dagesløb at kende, inden han næste torsdag starter i det københavnske 6-dagesløb. Det danske løb skulle have været hans professionelle debut, hvor han danner par med Simon Bigum. I Berlin erstatter han Benedikt Kendler og kommer til at danne par med tyskeren Tino Thömel.

”Han har kørt 11 6-dagesløb og har helt sikkert noget erfaring, som han kan lære videre, så jeg ikke kegler rundt i København. Derfor er jeg virkelig glad for at få erfaringen inden København, så jeg forhåbentlig kan køre lidt stærkere og vise mig godt frem på hjemmebane. Berlin handler om at komme igennem og lære, men jeg vil da ikke blive nummer sidst,” fortæller Elias Helleskov Busk.

Med Busks tilføjelse skal hele seks danske ryttere køre de professionelles 6-dagesløb i Berlin. Alex Rasmussen og Marc Hester kører sammen (og er tilfældigvis par nummer 7) som de største danske navne. Derudover danner Simon Bigum og Mathias Krigbaum endnu et rent dansk par, mens Jesper Mørkøv kører sammen med tyskeren Nico Hesslich.

 

 

Share