Kenneth Røpke fylder 60 år

Kenneth Røpke fylder 60 år

Sportsleder Kenneth Røpke runder 60 år

Sportsleder Kenneth Røpke kan 17 august fejre sin 60 års fødselsdag. Cykelsporten har fyldt meget i Kenneths liv. Han startede som drengerytter i det der i dag hedder U15 på landevej i 1979 i den lokale klub, CC Gladsaxe. Efter et par år begyndte fine resultater at indfinde sig for ham i U19-klassen. Kenneth, der fra 1981 også var startede op på cykelbanen, kom i 1982 på juniorlandsholdet, hvor han var med på det danske 4000 meter-hold, der det år sikrede sig VM-bronze. I 1983 indfandt de helt store resultater sig ved junior-VM på bane. Kenneth var også her på det danske landsholdhold, der det år sejrede og vandt guld i 4000 m holdforfølgelsesløb, og det blev ved samme VM til sølv til Kenneth i 1000 m på tid. Ved junior-DM på landevej blev det til en sølvmedalje til Kenneth i samlet start, og ved bane-DM sikrede han sig han sig 2x guld og en sølvmedalje.

1000-meter på tid blev Kenneths favoritdistance som senior. Han blev Danmarksmester på distancen 8 gange – heraf 7 gange i træk 1984-90 samt i 1993, og han deltog i flere VM’er og OL – med en flot 4. plads ved De olympiske Lege i 1988 som det bedste internationale seniorelite resultat. Hans danske rekord i 1000 m på tid 1.04,13 sat i 1986 holdt faktisk i godt 20 år, før den blev slået.

Kenneth Røpke var i sin aktive tid utrolig seriøs med sin cykeltræning og sit engagement i sporten, og det har selvfølgelig bidraget til toppræstationerne. Han stoppede som aktiv i 1994 og var i en kort periode derefter assisterende banelandstræner. Civilt arbejder den ellers elektrikeruddannede Kenneth i dag med træning og genoptræning af andre mennesker hos A-fys i Solrød, hvor hans kone, Jo Abildhauge er medejer af klinikken.

Kenneth har i nyere tid virket som træner på landevej. Han har DCUs træneruddannelse, og han har været sportsleder hos DBC Ballerup og dermed chef for banestævnerne siden 2014 – med et par enkelte års afbrydelse – og han er klar til den kommende banesæson i Ballerup Super Arena.

DBC Ballerup ønsker hjertelig til lykke med den runde dag.

 

/Ole Kjeldsen