Lasse Norman dansk mester i pointløb 2018

Lasse Norman dansk mester i pointløb 2018

Danmarks ældste cykelklub, DBC (Dansk Bicycle Club), afholdte torsdag aften årets DM i pointløb i Ballerup Super Arena. DM blev kørt over tre kvalifikationsheat og siden en finale over 40 km med 24 ryttere på startlisten.

DM-finalen udviklede sig til et opgør mellem de tre etablerede landsholdsryttere, Lasse Norman, Casper Folsach og Julius Johansen samt det nye unge talent Frederik Wandahl. Lasse Norman, OL guldvinder i omnium fra 2012, viste sig som dagens stærkeste, og var i hele løbet et skridt foran de øvrige. Til gengæld var der tæt kamp om de tre følgende pladser helt frem til løbets sidste spurt. Casper Folsach sikrede sig sølvet i den afsluttende spurt med et angreb udefra, og Julius Johansen besejrede Wandahl i spurten om bronzen.

“Der var hård kamp om det. Mine konkurrenter er svære at holde styr på. Jeg var rimeligt presset undervej, men det lykkedes. Alle de gode var til start, så det er fedt at stå med DM-trøjen”, lød det fra Lasse Norman efter sejren. “Jeg ville rigtig gerne have vundet, men skal man slå Lasse, skal man køre taktisk fejlfrit. Desværre fik jeg lavet et par taktiske fejl i starten af løbet, og det kostede resten af vejen”, forklarede Casper Folsach. “Der var hård kamp om det, så jeg er egentlig godt tilfreds med at komme på podiet”, afsluttede Julius Johansen

Guldvinderen endte på 122 point, sølvvinderen på 117 point og bronzevinderen på 111 point. Wandahl blev nr. fire med 107 point. Nr. fem blev Ludvig Wacker, nr. seks Andreas Kron, nr. syv Frederik Egehus, nr. otte Jesper Mørkøv, nr. ni Andreas Stokbro og nr. 10 Mathias E. Larsen.

Det var det fjerde DM i pointløb for Lasse Norman, der tidligere har vundet i 2011, 2012 og 2015. Se tidligere medaljevindere af DM pointløb her.

Dagens parløb med handicap blev vundet af Matias Malmberg/Lasse Norman.

Dagens resultater kan ses her.

Share