Mathias Linderod sejrede tre gange torsdag aften ved DBC’s stævne i Ballerup Super Arena, hvor han også blev hyldet for sommerens VM-sølv i scratch for juniorer. I parløbet var Simon Bigum og Elias Helleskov Busk dog bedst.
Linderod skulle hyldes hele fire gange i Ballerup Super Arena torsdag aften. Den ene havde han allerede gjort sig fortjent til i august i Sydkorea, da han ved junior-VM i banecykling fik sølv i scratch. Også den nykråede veteranverdensmester Henrik Scharling blev hyldet for sin guldmedalje i 3000 m individuelt forfølgelsesløb i klassen mænd 35-39 år.
Allerede inden denne hyldest var Linderod ude på første æresrunde, da han sammen med holdkammeraterne på CEC Amager var hurtigst i El-installatør Claus Dalsgaards 4000 m holdmatch. Juniorrytterne var knap fire sekunder bedre end de nærmeste rivaler fra Team Vivelo IBT Isolering.
Individuelle sejre
Den spurtstærke Amager-rytter fortsatte med at slå eliten, da det senere bød på pointløb. Linderod vandt de første to af i alt seks spurter og lagde sig dermed komfortabelt i front. Simon Bigum og Mathias Lindberg nærmede sig senere i løbet Linderod, men de kunne ikke hente ham, og han vandt løbet med 16 point mod ti til Bigum og ni til Lindberg.
Også i scratch var Linderod hurtigst. Efter et ganske højt tempo var ingen for alvor kommet væk fra feltet, der dermed skulle afgøre løbet i en massespurt. Med en stærk spurt kom Linderod på sidste meter forbi Simon Bigum og sikrede sig dermed aftenens tredje sejr.
Bigum tog revanche i parløb
Efter to andenpladser var Simon Bigum dog ikke slået af pinden, og i parløb dannede han par nummer 7 med Elias Helleskov Busk. Den duo var svær at hamle op med, og især i løbets slutfase var det tydeligt, at de var banens stærkeste par.
I fjerde og femte af de i alt seks spurter vandt parret og kunne til sidst blot kontrollere, at ingen vandt en omgang inden løbets afslutning. Det gjorde de uden problemer og vandt løbet foran Casper Juel Jensen/Nichlas Eberhardt Sørensen og Næstved-duoen Mathias Dahl Pedersen/Mads Olander Hjort.
Skrevet af Philip Tarning-Andersen
Resultater: 2.stævne_resultat