Den 13. til 15. november afvikles sjette afdeling af DBC Ballerups 3-dagesløb i Ballerup Super Arena. Husk at få købt din billet via Billetsalg.dk ApS.
Kvindernes Par nr. 9 ved 3-dagesløbet, altså parret der ofte er førsteudfordre til Par nr. 7, kommer til at bestå af de unge løvinder Ida Fialla og Anna Hansen.
De to blev sidste år nr. tre i 3-dagesløbet, og har ved en række begivenheder i netop Ballerup Super Arena vist stor kørelyst og at de må regnes som fremtiden i dansk banecykling.
Ida Fialla, der lige nu deltager i U19 VM i Apeldoorn, har tidligere på året sat verdensrekord i forfølgelsesløb, og vundet hele fem medaljer ved U19 EM. Anna Hansen er en fast del af U23 landsholdet både på bane og landevej og har hentet en række gode internationale resultater. Parret blev også nr. to ved vinterens DM, kun slået af verdensmestrene Amalie Dideriksen og Julie Leth. Det blev også til en tredjeplads i det traditionsrige Nytårsstævne. Ved den lejlighed modtog parret også et legat fra Thorkild Madsens Fonden.
Tekst: Kenneth Møller Kristensen
Foto: Jesper Skovbølle

