Feltet i herre elite til DBC Ballerups 3-dagesløb til november bliver super stærkt. Tidligere er det blandt andet blevet offentliggjort, at det klassiske Par nr. 7 præsenteret af Lundbæk & Hansen, kommer til at bestå af Lasse Norman Leth og Tobias Aagaard, at par nr. 3 præsenteret af P.O. Nielsen bliver danske Matias Malmberg og hollandske Yoeri Havik og at par nr. 13, præsenteret af P.O. Auto, skal bestå af de stærke Robin Skivild og Conrad Haugsted. Tre toppar.
Nu har arrangørerne også offentliggjort at par nr. 1, præsenteret af Nordic Carbon a/s, kommer til at bestå af Frederik Rodenberg og Andreas Stokbro. Rodenberg kender de fleste som en del af det danske banelandshold, hvor han er blevet verdensmester tre gange, sat verdensrekorder og vundet OL-medaljer i holdforfølgelse. Han har vundet 100 km parløbet ved Nytårsstævnet tilbage i 2017, har vundet mange danske mesterskaber, og har sat flere banerekorder i Ballerup. “Vi vil helt klart være med at udfordre Par nr. 7. Og evt. vi vil gå efter at slå banerekorden, der lyder på 12,1 sekunder”, forklarer Frederik Rodenberg.
Stokbro har i en årrække været en del af feltet til alle store løb i Ballerup Super Arena. Han blev senest nr. tre i 100 km parløbet ved Nytårsstævnet sidste år med Conrad Haugsted, er tidligere dansk mester i pointløb, og har vundet mange sejre i Ballerup. Til daglig kører han som professionel på Unibet Tietema Rockets teamet, og har blandt andet tidligere vundet GP Herning.
DBC Ballerups 3-dagesløb skal køres den 13. til 15. november. Det bliver den sjette udgave af løbet. 6-dagesstemning over tre dage. Der skal køres både for herre- og kvinde elite samt et talentløb og en miniløb. Husk at få købt din billet via Billetsalg.dk ApS.
Tekst. Kenneth Møller Kristensen.
Foto. Jesper Skovbølle

