Stor international sejr til Marc Hester

I weekenden sejrede Marc Hester i et stærkt besat parløb på den olympiske cykelbane i London.

Femte afdeling af den prestigefyldte britiske Revolution Series blev i weekenden afviklet på den olympiske cykelbane, Lee Valley VeloPark, i London. Flere medaljevindere fra det nyligt overståede bane-VM var til start, og det samme var de danske ryttere Marc Hester, Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv.

Sammen med sin makker fra årets 6-dagesløb, VM-bronzevinderen Jasper de Buyst, vandt Marc Hester det stærkt besatte parløb. Cirka halvvejs inde i løbet vandt parret en omgang, hvilket bragte dem i front. Det betød dog også, at de øvrige par satte flere angreb ind mod dem i sidste halvdel af løbet. Især australierne Jack Bobridge og Glenn O’Shea pressede parret, men det lykkedes for Hester og De Buyst og holde stand og dermed vinde løbet.

”Det var et løb, der mindede meget om parløb til VM og World Cups med store gear og en høj gennemsnitsfart. Flere af rytterne havde lige kørt VM i parløb, og det var super fedt at vise, at jeg også kunne have gjort det godt til VM, hvis jeg havde været med,” forklarede Hester efter hjemkomsten til Danmark.

Et verdensklassestævne

Skønt placeringen efter bane-VM, hvor mange vender fokus væk fra cykelbanen og mod landevejen, var interessen for stævnet stor fra både publikum og ryttere. Tilskuerne fyldte hallen godt op, og udover i mændenes tempodiscipliner var feltet også meget stærkt hos sprinterne og kvinderne.

”Det var et eminent stævne at køre. De forstår sig på at komme og se noget fedt banecykling i England. Det kan slet ikke sammenlignes med et stævne i Danmark. Der er verdensstjerner til start i alle discipliner,” lyder det fra Hester.

Udover parløbet kørte de danske ryttere også dernypace, pointløb og scratch. Europamesteren i dernypace, Jesper Mørkøv, fik med sin faste pacer René Dupont hård kamp mod australierne, Jack Bobridge og Glenn O’Shea. De to kørte resten af feltet mindst en omgang bagud, og fire af de otte ryttere valgte at udgå af finalen. Mørkøv og Dupont kom igennem, men måtte nøjes med fjerdepladsen.

Resultat af parløb

1 Marc Hester – Jasper De Buyst 0

1 omgang efter

2 Christian Grasmann – Chris Latham 20

3 Ed Clancy – Oliver Wood 11

4 Martin Irvine – David Muntaner 11

5 Alex Minting – Phil Trodden 6

6 Alex Rasmussen – Jesper Mørkøv 5

7 Glenn O’Shea – Jack Bobridge 3

8 German Burton – Matt Gibson 2

9 Mark Stewart – Andy Brown 2

DNF Jon Mould – Andrew Tennant

Resultat af dernypace

1 Jack Bobridge (pacer Ron Zijlaard)

2 Glenn O’Shea (pacer Peter Bäuerlein)

3 Chris Latham (pacer Gerd Gessler)

4 Jesper Mørkøv (pacer Rene Dupont)

4 ryttere udgik heriblandt Alex Rasmussen (pacer Rene Kos)

Share