Kai Karlsson fylder lørdag den 15. april 75 år.
Som så mange andre i sin generation blev Kai som ganske ung grebet af den enorme interesse, som der i 1950’erne var for 6-dagesløbene i Forum. Og det resulterede i, at Kai i 1958 kastede sig over cykelsporten som aktiv på landevejen. På dette tidspunkt var Kai i lære som kleinsmed, hvor hans chef var den professionelle cykelrytter Benny Schnoor, der inspirerede, og gav gode tips om cykeltræning m.v.
Militærtjeneste fra 1963 afbrød som for så mange andre dengang den aktive cykelkarriere. Men i 1967 var der bud efter Kai Karlsson, da den daværende KCR-formand Steffen Nielsen (senere DCU-formand) ønskede Kai som bestyrelsesmedlem. Fra 1974 blev Kai selv formand for KCR, og her fulgte en interessant periode, hvor han og KCR blandt andet var arrangører af et par store internationale gadeløb i København for professionelle ryttere.
Kai Karlsson har i årenes løb haft utallige tillidsposter, DCU-repræsentantskab og ungdomsudvalg samt sekretær for Distriktet og i 1976-80 formand for det daværende Københavnsdistrikt. I årene 1981-83 var Kai sekretær for DCU, og fra 1984 – før sammenslutningen af de professionelle ryttere og amatørerne, blev han sekretær for Dansk Professionelt Cykle-Forbund, hvor Kai i øvrigt også nåede at blive formand i perioden 1993-94. Desuden var han fra 1987 til 1998 ansat som halinspektør hos Københavns Vinterbane, der stod bag 6-dagesløbene i Forum. Efter sammenslutningen mellem amatører og professionelle blev Kai i perioden 1999-2003 valgt som DCUs næstformand.
Et stort til lykke fra DBC med de 75 år skal lyde til en særdeles veltjent cykelsportsmand.