Dansk talentpar leverede sensation og vandt Nytårsstævnet!
Af Niels Nedergaard
Det blev par nummer 2 med Tobias Aagaard og Robin Skivild, der snød alle konkurrenterne og noget overraskende løb med sejren ved 100 kilometer parløbet i Ballerup Super Arena.
Der var fart over feltet fra start, da Nytårsstævnet torsdag aften løb af stablen med et hæsblæsende parløb på 400 omgange over 100 kilometer. Stærke verdensnavne som Elia Viviani, Simone Consonni og Yoeri Harvik var til start, mens der også var dansk stjernestøv over Ballerup Super Arena denne aften ført an af Michael Mørkøv i par nummer syv.
På forhånd var der store forventninger til, at banerekorden fra sidste år ville blive slået igen denne aften, og fra kilometer nul blev der da også trykket gevaldigt på speederen. Efter de første 100 omgange blev der således kørt med et gennemsnit på 57,15 km/t, hvilket på dette tidspunkt var 15 sekunder foran banerekorden fra i fjor.
Da vi rundede de 200 omgange og dermed halvvejs i 100 kilometer stævnet, viste tiden, at man nu var 12 sekundet bagefter den imponerende banerekord, som blev sat sidste år. I toppen af løbet var der status quo, hvor der var fem par på omgangshøjde. Det var dog par nummer 7 med Michael Mørkøv og Theodor Storm, der havde lagt sig i spidsen foran Robin Skivild og Tobias Aagaard i par nummer 2, mens par nummer 1 med Yoeri Harvik og Julius Johansen indtog tredjepladsen.
Med 100 omgange tilbage var der fire par på omgangshøjde. I forhold til tidligere i løbet var par nummer 3 med Theo Reinhardt og Roger Kluge kommet op på siden af de tre øvrige par. I spidsen var stadig par nummer 7, hvor især unge Theodor Storm viste prøver på sit store talent og skrabede flere point sammen til favoritparret. Kort tid efter overtog par nummer 2 dog føringen. Det talentfulde danske par med Robin Skivild og Tobias Aagaard mente det alvorligt. Samtidig var man blot to sekunder efter sidste års banerekord.
Der var derfor lagt i kakkelovnen til en sand gyser, da vi gik ind på de sidste 100 omgange. Jo færre omgangene blev, desto længere kom rytterne fra sidste års banerekord. I front af løbet fortsatte par nummer 2 med at overraske. Med 20 omgange tilbage var Robin Skivild og Tobias Aagaard således stadig i front med 27 point foran par nummer 7 med 23 point. En gyser af en afslutning var i vente.
Robin Skivild og Tobias Aagaard mente det dog alvorligt og tog flere point til den samlede stilling og vandt den næstsidste spurt. Således måtte par nummer 2 ikke få flere point i den sidste spurt, mens par nummer 7 skulle vinde spurten. Ingen af delene skete, og dermed kunne Robin Skivild og Tobias Aagaard tage en utroligt imponerende og overraskende sejr i Nytårsstævnet!
Der var også andet på menuen denne torsdag. Damerne var nemlig også i aktion på de brune træbjælker. Her blev der blandt andet afviklet et udskilningsløb, hvor det blev til en favoritsejr til par nummer 7 med danske Amalie Dideriksen og Michelle Andres fra Schweiz, selvom par nummer 1 med Ellen Klinge og Ida Krum bød 7erne op til dans i den sidste spurt. I det samlede regnskab var der heller ingen tvivl til sidst, da Amalie Dideriksen og Michelle Andres cementerede sejren i parløbet med 33 point og en omgang ned til konkurrenterne. Ellen Klinge og Ida Krum kørte sig ind på en andenplads.
Foto: Jesper Skovbølle
Se alle resultater her:Resultat nytårsstævne
Se billeder fra aftenen her: Billeder af Jesper Skovbølle