En af cykelsportens sande ildsjæle, Erik Steen Jørgensen, fylder lørdag 7. maj 70 år. Erik Steen hører til den generation, der blev bidt af cykelsporten, da han i en ung og følsom alder så en cykelrytter passere på tæt hold i røgtågerne i Forum. I 1962 startede han sin egen karriere i Arbejdernes Bicycle Club og blandt hans største triumfer står sejren i klubmesterskabet i C-klassen, året var 1963.
Jørgensen havde mange gode stunder på cyklen, og det har han den dag i dag. Men derudover hører han til den efterhånden sjældne race, der ikke kun tænker på selv at cykle, men også på at være med til, at andre kan komme til det. Med andre ord, han har gennem mere end fire årtier taget sin tørn på ledersiden, i snart sagt alle funktioner fra kontrol med flag og madpakke til formand for sin gamle klub og bestyrelsesposter i distrikt og union. Selv om han aldrig selv udfoldede sig på de skrå brædder eller på den grå cement med de hævede sving, så er han alligevel et aktivt medlem af DBC, også når der skal bruges en hånd med løbsafviklingen i Arenaen i Ballerup. Og så er han ganske stolt af, at han er én af de få, der har været med på holdet i samtlige udgaver af etapeløbet Danmark Rundt. I dag er det i høj grad ”ABC’s Venner”, der nyder godt af hans entusiasme og hans evne og vilje til at holde fast i klublivets værdier.
Fødselaren tilbringer dagen i det fremmede, men vi er mange, der vil sende ham en venlig tanke på dagen!
Rico