DBCs to topsprintere, William Rimkratt-Milkowski og Jakob Joensen, søger udenlands for at forbedre deres kunnen og hente ny inspiration til sprint- og keirin-disciplinen.
William Rimkratt-Milkowski rejser om kort tid til USA, hvor han skal på et 4-ugers trænings- og konkurrenceophold på banen i Trexlertown i Pensylvania. Der køres en række sprinterstævner i disse uger og samtidig er der et godt elitemiljø omkring sprintertræningen. Først i juli måned skal William så deltage i EM i U-23 klassen i sprint keirin i den italienske by Montechiari.
For Jakob Joensen vedkommende er der tale om et knap 3 måneders ophold på UCIs træningsskole i Aigle i Schweiz, hvor Jakob under toptrænere forberedes til VM-deltagelse i sprint og keirin for U19-ryttere, der afvikles i sidste halvdel af juli på samme bane i Schweiz.
Begge ryttere regner med ind imellem at stille til start i DM i sprint på Aarhusbanen den 24. juni.