20-årige Mathias Krigbaum markerede sig som U19-rytter som et af dansk cykelsports største talenter, når det gælder parløb og tempokørsel på landevejen. Krigbaum blev U19 verdensmester i parløb i 2013 sammen med Jonas Poulsen. Året før vandt de to VM-sølv. På landevejen er det blevet til et U19 europamesterskab i enkeltstart i 2012, og året efter til VM-sølv.
Mathias Krigbaum har siden fortsat karrieren i Belgien, i år på Lotto-Soudals U23 team og næste år på Veranclassic-Etoi teamet. Men i løbet af vinteren kan den 20-årige rytter opleves i Ballerup Super Arena. Den 30. december er han på startlisten i DBCs 100 km internationale parløb, hvor han skal køre sammen med den tidligere elite verdensmester i disciplinen, Michael Mørkøv. “Jeg glæder mig super meget til at køre med Mørkøv. Han er et af mine store idoler, og jeg vil suge alt erfaring jeg kan ud af det løb. Jeg tror på, jeg kan lære rigtig meget taktisk og teknisk af at køre med en verdensstjerne som ham. Det bliver en drengedrøm der går i opfyldelse”, forklarer Mathias Krigbaum.