Ole Kjeldsen modtager Aarhus Cyklebanes fortjenstnål

Ole Kjeldsen modtager Aarhus Cyklebanes fortjenstnål

På et møde i Danmarks Cykle Unions baneudvalg onsdag aften, fik Ole Kjeldsen overrakt Aarhus Cyklebanes fortjenstnål. Samtidig bliver Ole Kjeldsen Æresmedlem af Aarhus Cyklebane.

På trods af sin tilknytning til DBC og dermed først Ordrupbanen, og siden Ballerup Super Arena, er Ole Kjeldsen et af de mennesker som har gjort mest for at hjælpe Aarhus Cyklebane, og i det hele taget danske banecykling, gennem alle tider. Ole Kjeldsen er den første til at stille sin ekspertise til rådighed når vi arrangerer stævner i Aarhus, og der er ikke den ting som er hverken for stor eller for lille til at Ole ikke er en af de første jeg ringer til når jeg har et dilemma eller en udfordring. Det samme gjaldt i øvrigt også for min far. Den indsats som Ole har leveret for dansk banecykling gennem næsten en menneskealder er ubeskrivelig, og det har Aarhus Cyklebane absolut nydt godt af.

Johannes Ollerup Sall, formand Aarhus Cyklebane

Foruden sin enorme viden og erfaring inden for det sportslige felt, var Ole Kjeldsen også blandt initiativtagerne til etableringen af den indendørs Cyklebane i Ballerup Super Arena. De erfaringer er guld værd i Aarhus for tiden, hvor kampen for en moderne indendørs cykelbane er på sit højeste.

Ole Kjeldsen er i forvejen æresmedlem af både Dansk Bicycle Club og Danmarks Cykle Union.

På vegne af Aarhus Cyklebanes bestyrelse ønsker vi Ole tillykke med den fortjente hæder.

Ole Kjeldsen er den første fra DBC Ballerup, som bliver æresmedlem i Aarhus cykelbane. I dag sidder Ole Kjeldsen som ordstyrer i DBC Ballerups bestyrelse, og med den viden, erfaring og i særdeleshed kendskab til alle hjørnerne i Dansk Banecykling, kan vi altid række ud til Ole med spørgsmål. Og hver eneste gang løser han opgaven til perfektion siger DBC Ballerups formand Bjarne Kratholm. Et kæmpe stort tillykke fra hele DBC Ballerup til Ole Kjeldsen.

Johannes Ollerup Sall og Ole Kjeldsen.

Share