UIV Cup bliver til amatør 6-dagesløb

Ved denne vinters 6-dagesløb i Ballerup Super Arena ændres UIV Cuppen til et amatør 6-dagesløb, hvor ryttere til og med 35 år kan deltage.

Nu skal man ikke længere være under 23 år for at få muligheden for at køre ved det københavnske 6-dagesløb, hvis man ikke kommer med i elitens løb. Til denne vinters løb, den 29. januar til 3. februar, har Sandstød Cycling besluttet at lave UIV Cuppen om til et amatør 6-dagesløb eller ”Open 6 days.” Der bliver mulighed for ryttere på op til 35 år for at deltage i løbet, hvor 6-dagesløbets sportschef Jimmi Madsen udtager feltet.

 

Der er to grunde til dette, forklarer Jimmi Madsen. Dels er der med den snarlige åbning af Odense-banen kommet endnu bedre muligheder for at køre banecykling om vinteren. Det håber han giver endnu større interesse blandt især A-ryttere for at køre på en indendørs bane i stedet for ude i kulden.

 

Derudover kører man i Ballerup Super Arena banecykelløb over hele vinteren og slutter af med et 6-dagesløb. Dette er anderledes end på de udenlandske 6-dagesbaner, der ikke har et omfattende konkurrenceprogram hen over vinteren. Det betyder, at flere danske ryttere har kørt banecykling hele vinteren og været glade for dette, men er tvunget ud på tilskuerrækkerne til 6-dagesløbet, fordi de ikke er under 23 år. Det vil man gerne lave om på med dette initiativ.

 

Det er heller ingen hemmelighed, at det har været svært at tiltrække gode udenlandske navne til UIV Cuppen, og derfor vil man gerne give flere danske ryttere chancen. Udenlandske ryttere er dog også velkommen i det nye amatør 6-dagesløb, men ikke på bekostning af lige så gode danske ryttere.

 

Løbets format er ikke helt på plads endnu, men det kommer til at ligne UIV Cuppens med en lang daglig jagt.

Share