Unge talenter kører efter DM-medalje

Unge talenter kører efter DM-medalje

Ved torsdagens generalprøve for DM i Parløb i Ballerup imponerede de unge talenter Julius Johansen og Kristian Kaimer Eriksen med en tredjeplads. Parret var det eneste i feltet, der lykkedes med at erobre en omgang, og dermed de 20 point, som en sådan giver ifølge de nye regler fra UCI. Desuden vandt de i suveræn stil den afsluttende spurt, der giver dobbelt point. I den samlede stilling måtte de to unge talenter kun bøje sig for landsholdsrytterne Casper Folsach/Frederik Rodenberg og de rutinerede 6-dagesryttere Marc Hester og Jesper Mørkøv. Resultatet har vækket DM-medaljedrømme.  “Ja vi kører efter en medalje til DM”, bekræfter Julius Johansen.

Johansen er blot 17 år, og er blandt andet i 2015 blevet olympisk ungdomsmester i enkeltstart. Som 16-årige vandt han, nærmest sensationelt, sin første elite DM titel i individuelt forfølgelsesløb. Desuden blev det i sommers til U19 VM bronze i omnium plus sølv i holdforfølgelse, hvor også Kristian Kaimer Eriksen var med. Kaimer Eriksen er fortsat blot 16 år, og er blandt andet også noteret for en fjerdeplads ved U19 VM i parløb sammen med Mathias Larsen. I september blev Johansen/Kaimer Eriksen danske junior mestre i parløb.

Parløbs DM afvikles i Ballerup Super Arena den 1. december. I feltet er ud over de tre nævnte par også et jokerpar bestående af tidligere U19 omnium verdensmester Casper Pedersen og den nuværende europamester i pointløb Niklas Larsen. Sidstnævnte skal simpelthen køre sit første parløb.

Der forventes et stort antal tilskuere til det store event arrangeret af Dansk Bicycle Club. Billetter kan købes via BikeNrun.dk.

Share