Brian Dandanell har rundet de 60 år

Brian Dandanell har rundet de 60 år

Brian Dandanell har rundet de 60 år

 

Tidligere eliterytter, træner og cykelleder Brian Dandanell kunne den 30. juli fejre sin 60 års fødselsdag.

Brian Dandanell er født og opvokset i Kalundborg, hvor han også startede  sin cykelkarriere i den lokale klub.  Han fik succes såvel i 1981 som i 1982. hvor han begge år blev junior-danmarksmester i Cykel-cross, ligesom han i 1982 desuden blev nr. 5 ved junior-DM på landevej.  1982 blev også årets, hvor han forsøgte sig som begynder på cykelbanen Ordrup, og det gik så godt, at han allerede i det år blev nr. 3 i DM i sprint for seniorer.

Det var ganske godt gået af Brian – som i øvrigt indtil lidt over første halvdel af 80’erne hed Brian Christensen – så hurtigt at komme på medaljeskamlen på cykelbanen. Især når man tænker på, at deltagelse i løb og træning på cykelbanen foregik med togrejse fra Kalundborg til Charlottenlund – og tilbage igen. Først i 1984 flyttede han til hovedstaden.

Det var meget tæt på en DM-titel i sprint i 1984 på Aarhusbanen, hvor finalen kom til at gå over 3 afdelinger, men i den 3. og afgørende afdeling svigtede målfotoet i en meget tæt match, og dommerne udråbte den regerende mester Henrik Salée som vinder over Brian, hvilket ikke alle var enige med dommerne i – og nogle pressefotos rejste tvivl. Men dommerne skal træffe en afgørelse, når et målfoto svigter.  Brian kunne det år til gengæld fejre en sejr i det internationale Grand Prix London. Bredden i toppen af dansk sprint var i 80’erne ganske stærk, og Brian måtte i de følgende år tage til takke med sølv- eller broncemedaljer ved DM’erne. hvor – efter Henrik Salée – først Rene Gullach – og senere Lars Brian Nielsen satte sig på sprintertronen.

Ved verdensmesterskaberne på bane i Stuttgart i 1991 kørte Brian Dandanell flot i sprint for amatører og sluttede mellem de 10 bedste i konkurrencen.  Derefter besluttede Brian sig for at søge professionelt licens, og i 1992 indkørte han ved VM i Valencia en fornem 5. plads i professionelt sprint.  Måske var det resultat medvirkende til, at han i 1993 fik kontrakt til at køre keirinløb med totalisatorspil i Japan, hvor han i løbet af knapt et halvt år kørte en del løb og tjente et pænt beløb.

Midt i 1990’erne ændredes cykelverden på den måde at man ikke længere havde to klaser for henholdsvis amatører og professionelle. Nu var der blot en klasse – cykelryttere. Det vil sige bl.a. fælles danske mesterskaber, og faktisk først her vandt Brian Dandanell sine individuelle DM-titler på bane – i 1997 i 1000 meter på tid, i 1998 i sprint og i 1999 i såvel sprint som keirin.  Ved DBCs årlige internationale sprinter Grand Prix på Ordrupbanen – som kun sjældent er sluttet med dansk sejr – sejrede han såvel i 1998 som i 1999.

Med afslutningen af 1999-sæsonen sluttede Brian Dandanells aktive karriere, og han blev valgt til DBCs bestyrelse som sportsleder – en funktion han bestred i Ordrupbanens sidste sæson år 2000 samt i Ballerup fra opstarten i 2001 og 2002. Midt på sommeren i 2002 valgte han selv i stedet for sportsleder at blive DBCs cheftræner, en opgave som DBC syntes, at han løste til stor tilfredshed frem til og med 2013, hvor han ønskede at trække sig.

Afdøde banelandstræner Kim Refshammer har udtalt, at Brian i sin aktive karriere opnåede de optimale sportslige resultater – i forhold til sit talent, der er set større hos andre ryttere.  Derfor er der god grund til at ønske Brian Dandanell til lykke med den runde 60 årsdag, vel vidende at hans resultater som aktiv i høj grad skyldes træningsflid, fokusering og satsning på sporten.

 

/Ole Kjeldsen

 

Share