Linderod ny dansk juniormester i omnium + komplette resultater

Torsdag aften kørte Mathias Linderod sig til sit første danske juniormesterskab, da han vandt titlen i omnium. Konkurrencen blev kørt i Ballerup Super Arena, hvor DBC også afviklede deres 10 km mesterskab, som Alex Rasmussen vandt.

I banecyklingens mangekamp, omnium, gælder det om at være stabil. Det var Mathias Linderod, da juniorernes DM skulle afgøres. Mens de største konkurrenter havde en disciplin, der ikke helt sad, som den skulle, holdt Linderod sig hele tiden fremme.

Efter de tre første af konkurrencens i alt fem discipliner havde Linderod således en komfortabel føring. Med en tredjeplads i omgang på tid, fjerdeplads i scratch og sejr i udskilningsløb lå Linderod på otte matchpoint. Det var syv point bedre end nummer to på det tidspunkt, Andreas Stokbro.

I omnium gives der point lig med den placering en rytter får i hver disciplin, og vinderen er derfor den med færrest point. Andreas Stokbro og Rasmus Bøgh Wallin havde sat point til i scratch, hvor de var blevet henholdsvis otte og ni. Helt galt var det gået for den nok største favorit til sejren – den nykårede juniordanmarksmester i pointløb, Daniel Hartvig – der blev nummer 14 i scratch. I udskilningsløb var det til gengæld kikset for Timothy Bertol Hansen med en 11.-plads og Frederik Rodenberg Madsen med en 14.-plads.

Defensivt pointløb og hurtigt 1500 meter

Med den store føring kunne Mathias Linderod køre defensivt i fjerde disciplin, pointløbet, hvor han blev nummer syv. Det løb blev præget af et femmandsudbrud, hvorfra Tim Cronqvist som den eneste nåede at vinde omgang og dermed også disciplinen.

Linderod førte stadig med fire point foran Andreas Stokbro inden sidste disciplin, 1500 meter forfølgelsesløb. Stokbro var samtidig den eneste, der teoretisk kunne hente Linderod. Men Linderod understregede sin styrke ved at vinde disciplinen foran Stokbro, der dermed fik en velfortjent sølvmedalje. Rasmus Bøgh Wallin tog den sidste plads på podiet.

Alex Rasmussen vandt hæderkronet discipliAftenen bød også på DBC’s 10 km mesterskab, som første gang blev afviklet i 1935. Dette mesterskab er blevet vundet af blandt andre Willy Falck Hansen, Kay Werner, Palle Lykke, Gert Frank, Hans-Henrik Ørsted og Gert Frank.

I løbet føres feltet an af en dernypacer, der gradvist øger farten. Med en kilometer tilbage slår paceren væk og efterlader feltet i høj fart. I årets løb udnyttede ingen dog den høje udgangsfart til at forsøge et angreb og i stedet endte det i en spurt, hvor Alex Rasmussen ganske sikkert vandt.

Det var Alex Rasmussen fjerde sejr i DBC’s 10 km mesterskab, som han tidligere vandt i 2005, 2006 og 2008. Der er dog et stykke til rekorden, som Willy Falck Hansen og Bjarne Sørensen delere med syv titler – henholdsvis for professionelle og amatører. I dag køres kun et løb, som er åbent for alle.

Se komplette resultater her 5. stævne resultat 1.0

Fotos: Juel FT her

Share