OTA Solgryn spurten er tilbage i Mini 3-dagesløbet

OTA Solgryn spurten er tilbage i Mini 3-dagesløbet

Når der den 10. til 12. november bliver afviklet tredje udgave af DBCs 3-dagesløb bliver det naturligvis også med et løb for Mini-ryttere. Og i år kan de deltagende ryttere vinde flotte præmier fra OTA Solgryn.

Mini 3-dagesløbet har rødder i Mini 6-dagesløbet, der blev skabt i forbindelse med 6-dagesløbet i Forum i 1977, med tidligere 6-dagesrytter Otto Olsen som drivkraft. Institutionen har eksisteret lige siden. Mini 6-dagesløbet er blevet kaldt for Verdens mindste 6-dagesløb, og det har været dansk banecyklings vugge. Listen af verdensklasseryttere, der er blevet udklækket her er meget lang. Ryttere som Rolf Sørensen, Jimmi Madsen, Marc Hester, Michael Mørkøv, Michael Rasmussen, Tayeb Braikia, Frederik Rodenberg, Casper Pedersen og Andreas Kron og Andreas Stokbro har gjort sig i Mini 6-dagesløbet.

OTA Solgryn var sponsor for Mini 6-dagesløbet i 1980’erne Forum. Nu er de tilbage. Når der køres Mini 3-dagesløb den 10. til 12. november er OTA tilbage i løbet, da der indføres en OTA Solgryn spurt, hvor der vil være flotte præmier til børnene.

“Ovenpå et fantastisk cykel år i Danmark er vi glade for at kunne være med til i år at genoplive OTA spurten i Ballerup”, udtaler Kamilla Matzen fra Crispy Food, der står bag OTA Solgryn.

“Vi er hos DBC Ballerup rigtigt stolte over vores Mini 3-dagesløb. Vi vil nemlig gerne udklække fremtidens cykelstjerner. Så stor tak til OTA Solgryn for igen at bakke op om vores arbejde”, forklarer DBC Ballerups formand Bjarne Kratholm.

Den 10. til 12. november køres tredje udgave af DBCs 3-dagesløb Ballerup Super Arena. Der køres både for herre- og kvindeelite, et talentløb og et løb for Mini-ryttere. Køb din billet og læs meget mere om eventet på www.dbc3dages.dk.

Share