Den gamle cykelhandler er død

Vilhelm ”Schrøder” Christiansen blev 87 år

Vilh. Christiansen

For blot et par måneder siden kunne han i fin stil fejre krondiamantbryllup med sin hustru Annelise i forretningen på Bernstorffsvej, en begivenhed som fik selv TV 2 Lorry’s bevågenhed, men siden fik sygdommen fat i ham, og natten mellem 26. og 27. december måtte han give op, og vi må konstatere at den gamle cykelhandler ikke mere er i blandt os.

Vilhelms liv var cykler og cykelsport. Som man gjorde det dengang, startede han i ”De Unges Cykelløb”, hvor han blev nr. 4 i 1943 og nr. 3 året efter. Det var ikke tilfældigt, at han blev cykelrytter, han var den næstyngste af fem cyklende brødre! Som 19-årig var han i 1947 bedste begynder på Ordrupbanen, vandt Begyndermesterskabet og Junior-kriteriet og blev nr. 2 i Prix Ellegaard. Han kørte flere sæsoner på banen med 18 1. pladser i 1949 som sin bedste sæson.

Når Vilhelm kom til at stå som et ”monument” i cykelsporten, er det nu nok så meget for det, han har præsteret, efter han stod af cyklen. Han var medstifter af Glostrup Cykle Club (senere Brøndby CC) og var klubbens første formand, men da han i 1960 overtog Schrøder Cykler i Julius Blomsgade på Nørrebro, trak han sig fra de officielle hverv i cykelsporten. I 1967 flyttede forretningen til den kendte adresse Bernstorffsvej 137 i Hellerup, hvor den formentlig også vil være mange år fremover, for arvefølgen er for længst sikret gennem sønnen Niels, der allerede i mange år har været en stærk makker i familieforetagendet.

Men lade være med at blande sig i cykelsporten på de indre linjer har Vilhelm aldrig kunnet. Meninger har han altid haft, lige til det sidste, og han er aldrig brændt inde med dem. Erfaren mand er god at gæste, og det er ikke så få af dansk cykelsports store navne, der har været i ”stald” hos Vilhelm: Mogens Frey, Niels Fredborg, Reno B. Olsen, Hans-Henrik Ørsted og Johnny Weltz, for blot at nævne et par af de allerstørste. Og der var god grund til at søge til Bernstorffsvej, for ikke blot var der gode råd at hente, Vilhelm var også kendt som en af verdens bedste stelbyggere.

Var man ven med Vilhelm, måtte man være parat til at stå for en del ”røg” gennem årene, men skulle man være så begunstiget at få en kompliment en gang i mellem, kunne man ikke undgå at vokse et par centimeter.

Rico

Vilhelm Christiansen  

Vilhelm Christiansen, Begyndermester på Ordrupbanen 1947.

Share