DBCs medlem nr. 1

Når man modtager DBC’s Årsberetning, er vi mange af de lidt ældre medlemmer, der som noget af det første slår op på medlemslisten.

Hvor langt er man rykket op – og hvem er nr. 1?

Svaret på det sidste spørgsmål er: Helge A. Larsen. Og hvem er så han? Var det mon den Helge Larsen, hvis navn jeg lejlighedsvis var stødt på, når jeg kiggede i de gamle (meget gamle) årgange af Cykle Sport fra 1940’erne?

Svaret fik jeg via et besøg på DBCs kontor i Arenaen for et stykke tid siden. På en reol fandt jeg nogle gamle fotoalbums, der var forsynet med en mærkat med navnet Helge Larsen og en adresse i Gentofte. I et af dem lå også et lille brev med et telefonnummer. Og så ringede jeg og fik fat i Helge Larsen himself, lyslevende og ”still going strong”, i hvert fald i betragtning af, at manden er født i 1924 og på vej mod de 92!

Vi fik en lang sludder og ugen efter var jeg ude at besøge ham i hans lille lejlighed i Gentofte, hvor han har boet siden 1952.

De gamle albums, der indeholdt en masse spændende fotos, primært fra Ordrupbanen men også fra danske landevejsløb i 1930’erne og 1940’erne samt portrætter af tidens store navne, danske som udenlandske, havde Helge personligt afleveret til DBC for at par år siden, og de var så lagt ind på en hylde i håb om, at nogen en dag ville interessere sig for dem. Det var der så én, der gjorde oktober 2015.

Interessen for cykelsporten havde han fået gennem sin far, i 1941 vandt han som 17-årig Politikens ”De Unges Cykelløb”, der var en stor ting dengang, og samme år begyndte han på Ordrupbanen. Han kørte en halv snes år, både på bane og landevej (for Lyngby CC), og var vel, hvad man kunne kalde en habil B-rytter. Af og til var han dog oppe at ”snuse” til de bedste, og han fortæller levende og engageret om dengang, han kørte DM i forfølgelsesløb på Århusbanen i 1945:

– ”Vi var fem københavnere, der havde kvalificeret os gennem en tidskørsel på Ordrupbanen. Jeg havde aldrig før kørt på Århusbanen, og vi ankom så sent, at der ikke var tid til at varme op på banen. Og så fik jeg at vide, at jeg i første heat skulle op mod den århusianske storfavorit Børge Gissel, der var forsvarende mester (og som i øvrigt året efter vandt sølv ved VM i Zürich, red.). Gissel slog mig, men kun med 26 meter, og han kørte på klart bedste tid af alle. Jeg kørte også på en god tid, men det hjalp mig ikke, for dengang var det kun heatvinderne, der gik videre, så jeg var slået ud”.

På et tidspunkt måtte Helge vælge mellem cykelsporten og en karriere som selvstændig erhvervsdrivende, og han valgte det sidste.

– ”Det var der nok også flest penge i, siger han med et lille smil”.

Efter cykelsporten kastede han sig over bowling, og det har kastet indtil flere mesterskaber af sig i forskellige aldersklasser. Cykelsporten følger han dog stadig lidt med i, men har kun været i Arenaen i Ballerup én enkelt gang.

– ”Men jeg kunne godt tænke mig at komme der ud igen til vinter, måske til 6-dagesløbet”, siger han.

– Det må vi finde ud af, siger jeg.

– ”Jeg er glad for, at du har haft glæde af mine gamle albums”, siger han da vi skilles.

Helge Larsen

Helge A. Larsen, medlem af DBC siden 1951 og i dag medlem nr. 1

-Rico

Share