DBC-medlem nr. 1, Helge A. Larsen, er død

DBC-medlem nr. 1, Helge A. Larsen, er død

Tirsdag 5. december afgik DBCs medlem nr. 1, Helge A. Larsen, ved døden i en alder af 93 år.

Helge A. Larsen var 17 år, da han i 1941 vandt Politikens ”De Unges Cykelløb” og samme år begyndte han på Ordrupbanen, hvor han kørte en halv snes år som en yderst habil banerytter. Først i 1951 da han stoppede som aktiv rytter, blev han medlem af DBC, for dengang kunne aktive ryttere skam ikke være medlem af klubben…

Interessen for cykelsporten bevarede han op gennem årene, og han har da også besøgt cykelbanen i Ballerup et par gange. Senest ved 6-dagesløbet i februar 2016, hvor han opmærksomt fulgte slagets gang fra en loge på inderkredsen.

Forinden havde jeg haft fornøjelsen af at besøge ham i hans lille lejlighed i Gentofte, hvor vi fik en både hyggelig og inspirerende snak om dengang, hvor banesporten og den gamle Ordrupbane var på alles læber.

Rico

Share